Lav muskeltonus?

Notice: Undefined variable: post in /var/www/html/wp-content/plugins/sharify/sharify.php on line 170

Notice: Trying to get property of non-object in /var/www/html/wp-content/plugins/sharify/sharify.php on line 170

 

Lav muskeltonus – hvad, hvorfor og hvordan?

Af Camilla Hald

Hypotoni eller lav muskeltonus er en udbredt problematik hos mange børn med funktionsnedsættelser. Hypotoni kan være mere eller mindre svær, men hænger oftest sammen med sansemæssige dysfunktioner. I denne blogpost kaster jeg lys over hvad hypotoni er, hvorfor den opstår og hvordan den kan behandles.

“Floppy baby” – baby uden afstivning …

Allerede fra det øjeblik Theodor blev født, begyndte udtrykket ’slap’ og ’hypoton’ at optræde i hans journal. Han var ’slap’ i det og det var det, der fik lægerne til at syntes, at vi skulle blive en ekstra nat umiddelbart efter fødslen. Det var det, der affødte EEG målinger, hovedscanninger m.m. i de første dage – hvor vi ikke slap ud af hospitalet, sådan som vi havde regnet med. Det var også det, der oftest stod beskrevet under observationer, når vi havde været på Børnemodtagelsen for at få tjekket ham for potentielle urinvejsinfektioner  – og det som sendte os i hænderne på neurologerne, da han kun var få måneder gammel. Det var ikke noget vi som sådan bed mere mærke i, for det blev ikke formidlet til os i så mange ord, og vores fokus var på alt det andet, der var under observation, primært problemerne omkring nyrefunktion og -misdannelser. Det var kun når vi lejlighedsvis bad om udskrift af journalen og skimmede den, for at blive lidt klogere på hvad der foregik, at vi blev opmærksomme på problemet. Jeg tænkte ikke nærmere over formuleringer som: ”at han siddende på skødet af mor, syntes at behøve ekstra meget støtte af mor” osv. Men som tiden gik, og vi i mødregruppen havde problemer med at ”følge med” de andre i forhold til at sidde, spise, ligge med hovedet oppe og skubbe ”os” op i armene m.v., begyndte det at dæmre, at der var noget, der ikke helt spillede for Theodor.

Theodor kunne være tungere at bære end hans vægt umiddelbart gav indtryk af. Han sad ligesom tungt på siden af mig og det var krævende at stabilisere ham med en hånd, ligesom han pludselig kunne ”forsvinde” og falde baglæns eller forlæns ud i luften, hvis jeg ikke stabiliserede ham hele tiden. Det var ligesom han manglede noget ”afstivning”, som om hans muskler ikke reagerede spontant på det ”potentielle fald” fra min arm, og som om de bare ”glemte” at holde ham sammen i det hele taget. Han virkede ofte også ukarakteristisk træt og udmattet – og lidt ”væk” i blikket. Ligesom han ofte ”modsatte” sig at stå på benene, så han – når jeg forsøgte at sætte ham ned –  trak dem op under sig og blev slap i hele kroppen, så det næsten føltes som om, han kunne glide ud af hænderne på mig hvert øjeblik det skulle være.

Jeg udviklede umærkelige teknikker til at bære og håndtere Theodor, som kompenserede for hans manglende ”spændstighed”. Jeg skulle have mere opmærksomhed på hovedet hele tiden, og på at sætte ham i ”svingning” med små spændinger i mine fingre, hænder og armes muskler, modsat den vej hans krop på et mikroskopisk niveau var ved at ”falde”, når jeg havde ham på armen eller senere når jeg gik med ham i hænderne. Helt ubevidst kompenserede jeg ham for de posturale svingninger som børn ellers gør reflektorisk. Vi udviklede en symbiotisk relation, hvor jeg kompenserede for Theodors manglende ”afstivning” (tonus). Theodor sad på mig som en lille abeunge hele tiden. Men jeg lænede mig op af bevidstheden om, at en chimpanseunge også tilbringer 80-90% af sin tid med at hænge i sin mors pels de første 3 leveår!Så er det vel kun rimeligt at mit lille menneskebarn gjorde det samme. Ikke mindst fordi det ikke havde givet mig nogen større indsigt at Google hypotoni. Det var stort set kun nævnt som diagnostiske kriterier og som karakteristisk for en række syndromer fra Downs til Sotos eller en godartet tilstand man ikke kendte årsagen til.

Men i forbindelse med udredningen i AKROBAT® blev det klart for mig at netop hypotonien (den lave muskel tonus) var roden til Theodors manglende udvikling af motoriske færdigheder, samt hans trivselsproblemer med at spise og sove, og at den risikerede at sætte ham endnu mere af og gøre gabene endnu større – og på sigt bidrage til at han fik adfærdsproblemer og indlæringsvanskeligheder, forårsaget af angst, frustration og manglende evne til at indgå i selv de mest almindelige aktiviteter. Da det endelig gik op for mig, hvor meget det spillede ind på hans handicap, blev det pludseligt væsentligt at forstå: Hvad er lav muskeltonus og hvordan hænger det sammen med de andre problemstillinger og udfordringer som Theodor har?

Hvad er lav muskeltonus og kan man gøre noget ved det?

Alle musklerne i vores krop har en grundspænding når de er afslappede. Muskeltonus er en form for alert state dvs. en tilstand af ”parathed” i vores muskler, som gør det muligt for os at reagere lynhurtigt og refleksagtigt på en ydre påvirkning, for eksempel gennem en muskelstrækning eller muskelsammentrækning som muliggør retningsændring. Muskeltonus er ikke viljesstyret men en grundspænding i muskulaturen, der gør det muligt for os at bevæge os relativt ubesværet, fordi denne spænding hele tiden sikrer en ”kropslig parathed”. Tonus medvirker til at sikre ”informationshastigheden” med signaler om kroppens position til central nervesystemet, hvorigennem hjernen bliver informeret om musklernes tilstand og arbejde. Med en normal muskeltonus kan kroppen instinktivt og umiddelbart tilpasse sig til det ydre træk fra tyngdekraften, og levere de nødvendige bevægelser i muskulaturen, der skal til for at holde sig oprejst mod den. Det kan være svært at forstå hvad det vil sige at skulle holde sig oprejst mod tyngdekraften – ikke mindst fordi det er fuldstændigt ubevidst, at vi gør det. Men prøv at forestil dig jorden som en stor terapibold. Forestil dig så at du skal stå stille på bolden. Ligesom den store bold hele tiden udøver et træk i dig fordi den så let ruller væk, trækker jorden umærkeligt i dig, når den drejer. Det betyder, at når bolden ruller, skal du følge med for ikke at falde.

Et barn med lav muskeltonus har muskler, som er langsomme til at reagere med en sammentrækning mod en ydre påvirkning, ligesom det har vanskeligt ved at opretholde muskelsammentrækningen så længe som det er nødvendigt og som en normal muskeltonus kan. Musklerne har ikke samme grundspænding og der skal mere til før de aktiveres, ligesom det kræver mere at opretholde en sammentrækning over tid. Derfor udtrættes barnet meget hurtigere og bevægelse er mere krævende, blandt andet fordi det kræver mere mobilisering at få den rette ”fyring i nervebanerne”.

Muskeltonus er noget andet end muskelstyrke. Enhver forælder til et barn med lav muskeltonus vil kunne bekræfte, at det ikke er styrken hos deres barn, den er gal med. Det kan hænge fast så godt som enhver anden og yde bevidst modstand med en overraskende styrke og kraft. Børnene kan også syne og virke ret atletiske; de kan fx løfte ekstrem tunge ting eller kaste en bold med stor præcision, men samtidigt mangle den kernestyrke der skal til for at løfte brystet eller lårene fra gulvet når de ligger på maven. Styrke er også forskellig fra tonus ved det at man kan optræne styrke ved bevidst at lave gentagne repetitioner af en bestemt bevægelse, der involverer den konkrete muskel man ønsker at styrke. Det er med andre ord relativt enkelt at øge sin muskelstyrke – det kræver blot lidt dedikation og vilje. Muskeltonus derimod kræver en langt mere omfattende indsats, som i højere grad retter sig mod at træne ”signalkvaliteten” og ”sendehastigheden” mellem receptorer i musklerne, centralnervesystemet og hjernen. At optræne muskeltonus handler med andre ord om at arbejde med sansesystemet og dets evne til at opfange og ”transmittere” signaler mellem nervereceptorer i muskler og led og hjernen. Ofte er lav muskeltonus intimt forbundet med dysfunktioner i nervesystemet. Problemet ved lav muskeltonus er, at hjernen ikke bliver tilstrækkeligt adviseret om ændringer i kropsposition, som kræver en adaptiv respons fra musklerne som reaktion på ydre påvirkning. 

”Sansetransmissionen” er forstyrret

Da jeg skulle prøve at forstå hvad lav muskeltonus er og hvordan det hang sammen med centralnervesystemet – fandt jeg metaforen om en analog radio god til at forstå de grove træk af hvad der var problemet, samt hvordan det kom til udtryk i Theodors almene tilstand og hvorfor, og ikke mindst – hvordan man gennem træning kunne afhjælpe hans hypotoni og på sigt måske normalisere den så han fik bedre forudsætninger for at udvikle sine motoriske, sociale og kognitive færdigheder.

Forestil dig at kommunikationen mellem nerveenderne (synapserne), der opfanger sanseinformation fra såvel kroppen som omverdenen, foregår som radiosignalet i en gammel transistorradio. Når der er tunet helt ind på den rigtige kanal, går lyden klart og tydeligt igennem. Man kan transmittere kompleks information – såsom klassisk musik eller radioavisen – og det kommer igennem klart og tydeligt med alle nuancerne i transmissionen intakte. Men hvis tuningen ikke er rigtig – eller der er noget der forstyrrer signalet, fx en løs forbindelse i transistoren – så bliver det umuligt at få mening i signalerne, så man faktisk kan høre radioavisen eller den smukke koncert. I stedet bliver der udfald, skratten og hvid støj, som ikke kan tydes meningsfuldt. Måske kan man ane om det er radioavis eller klassisk koncert der kører – men heller ikke mere.

Med Theodor så jeg for mig den løse forbindelse, der gav forstyrrelser i signalerne så han ikke kunne få mening i transmissionen. Nogle gange skrattede det bare lidt. Andre gange var det som om ledningerne slet ikke hang sammen, så der slet ikke rigtigt kom noget signal. Pointen med at forestille sig nervesystemets dysfunktion som en gammel transistor, var at det gav mening for mig at træningen svarede til, at vi hver gang der var en løs forbindelse fik splejset og tapet ledningerne lidt bedre sammen i korte perioder, indtil vi havde skabt en samling i en muffe, der var stærk og holdbar og sikrede at signalet blev transmitteret helt hele tiden. At der så lejlighedsvist kunne være atmosfæriske forstyrrelser og andet der kunne forringe kvaliteten var en anden sag, men der blev skabt en sikker forbindelse i ”Radio Theodor”.

Hypotoni og typiske dysfunktioner

De områder for sanseintegration (eller bearbejdning af sanseinput) som i Theodors tilfælde (og ofte også i andre tilfælde) var påvirkede, er den proprioceptive- og vestibulære sansebearbejdning:

• Den vestibulære bearbejdning; som handler om hvordan sansesystemet reagerer på bevægelse. Det vestibulære system spiller en afgørende rolle i reguleringen af: 1) arousal (dvs. vores tilstand i forhold til at kunne indgå i en given aktivitet – om vi er døsige og søvnige eller hyperaktive og overgearede eller noget derimellem), 2) muskeltonus, 3) rumlig orientering, 4) balance, 5) øjenbevægelser og 6) opmærksomhedsniveau.
• Den proprioceptive bearbejdning; som referer til kroppens evne til at vide hvor den er i relation til sig selv og det omgivende miljø. Den proprioceptive bearbejdning foregår via muskler og led, hvor receptorer (”modtager-nerver”) modtager information om kroppens position og leverer feedback til hjernen og det sansemotoriske system, så dette kan reagerer relevant og sikre at kroppen bevæger sig effektivt i rummet.

Dysfunktionerne på disse to meget centrale sanser påvirker forudsætningerne for relevant erfaringsdannelse på det motoriske område – herunder især evnen til ideation og motorisk planlægning – som er en grundlæggende forudsætning for udvikling af mere komplicerede færdigheder som selvstændig mobilitet og leg.

Motorisk planlægning og ideation er begreber for hvordan hjernen omsætter information (feedback) fra sansesystemtet til en motorisk handling (feed forward). Denne proces er tæt forbundet med barnets evne til mærke og registrere kroppen præcist. Fordi den motoriske planlægning, for at blive effektiv, skal justeres i realtime gennem modtagelsen af signaler fra muskler og led, skal der gerne hurtigt komme en evaluering retur til hjernen om, hvorvidt handlingen var en succes eller om der er behov for hurtig justering. Det siger sig selv, at med ”støj på linjen” og ”udfald i sendesignalet” kompliceres denne proces. Med forsinkelser i feed back loopet, fremstår barnet ofte klodset og ukoordineret.

Hypotoni giver med andre ord et dårligere udgangspunkt for at skabe den nødvendige erfaringsdannelse i forhold til at beherske kroppen. Hvis hypotonien er udtalt, kan den helt afholde barnet fra at kunne agere målrettet med genstande og materialer, og derved bliver barnets grundlag for at skabe de typiske erfaringer med hvad, hvor og hvordan man kan anvende legetøj/redskaber, påvirket og hele forudsætningen for bevægelse og handling – nemlig ideationen (evnen til at forestille sig leg/handling/aktivitet) – bliver begrænset. Børn med lav muskeltonus har ofte udviklingsforsinkelser, ligesom de er i risiko for at udvikle dårlig balance og koordination, ortopædiske abnormaliteter, indlæringsvanskeligheder og forsinket sprogudvikling.

Lav muskeltonus kan behandles

Muskeltonus kan bedres med omfattende træningsindsats, der er målrettet forbedring af den posturale kontrol og som adresserer de problemer i centralnervesystemet, som hjælper hjernen med at opfatte hvor kroppen befinder sig i rummet. Fysio- og ergoterapi fokuserer ofte på at forbedre de forsinkede posturale responser og de forsinkede eller manglende beskyttende reflekser, som er typiske hos børn med lav muskeltonus. Ergoterapi vil ligeledes fokusere på at forbedre sansebearbejdningen gennem en nøje tilrettelagt ”sansediæt”, med henblik på at øge kropsbevidsthed, balance og motorisk planlægning. Fordi lav muskeltonus også hænger sammen med slaphed eller blødhed i barnets ligamenter, vil terapi også fokusere på at øge den grundlæggende muskelstyrke, for at øge støtten omkring leddene i arme og ben. Du kan læse mere om sansediæt, træningsindsats og -effekter omkring Theodor i blogposten: Sansedans gav tonusbonus.

Kilder

Growthruplay / October 24, 2011: What is low Mucsle-tone?