Bunden af isbjerget

Notice: Undefined variable: post in /var/www/html/wp-content/plugins/sharify/sharify.php on line 170

Notice: Trying to get property of non-object in /var/www/html/wp-content/plugins/sharify/sharify.php on line 170

Bunden af isbjerget

“Alt det ingen ser …”

Billedet af T-shirten med ordene: “Ergoterapeuter er som isbjerge. På et hvilket som helst tidspunkt, ser man kun 1/10 af hvad de faktisk laver”, ramte noget i mig da jeg så det. Det blev ikke mindre af, at jeg så, at vores AKROBAT® terapeut Pernille havde lavet en FB opdatering, der sagde: “Det samme kan man sige om AKROBAT® mødre”.

Det med at man kun ser 1/10 af indsatsen på et hvilket som helst tidspunkt, satte ord på noget centralt omkring AKROBAT® hjemmetræning – nemlig at man bliver det jeg personligt ynder at kalde for en “lomme-ergo” og at – ja – en utrolig stor del af det man så gør hvert minut på dagen, som led i træningen, ikke kan ses. Derfor kommer man også nogle gange i tvivl om hvad og hvordan det nu er, at det man gør er træning! (Men det er en anden blogpost). Men – for at vende tilbage til det med ergoterapeuter, der er som isbjerge (og de hjemmetrænende AKROBAT® mødre ligeså) – og hvorfor det så lige er sådan, så handler det som sagt om, at en stor del af en terapeut/træners arbejde, består i analyser, vurderinger, tilpasninger, planer, justeringer, aflæsninger og kommunikation, som er usynlige for det blotte øje, men som er en afgørende – hvis ikke dén afgørende – faktor for, at træningsindsatsen giver en effekt.

Terapeutens magi

Jeg altid været på én gang imponeret og lettere mystificeret af vores AKROBAT® terapeut; Pernille. Det der hun kan – med lige at fange Theodors interesse. Få ham til at gøre noget han ikke har gjort før, eller se på ham, at nu skal hun sænke blikket og trække sig tilbage fra interaktionen, for at han ikke overforbruger sig selv i den sociale kontakt. Jeg har heller aldrig tøvet med at kalde hende for en “børnehvisker”, når jeg i sociale sammenhænge har skulle fortælle om hende, det hun laver og det hun gør for os. Det er dog efterhånden blevet klart for mig, at der ikke er noget hun ønsker mindre, end at jeg tror det er noget kun hun kan – eller endnu værre – at det skulle være en form for magi. For sandheden er, at det hun udøver er høj faglighed. Det vil sige høj faglighed indenfor nogle af de mest centrale dimensioner i AKROBAT® konceptets teoretiske og filosofiske grundlag. Dermed er det også noget, som hun ønsker at lære fra sig og give videre til de hjemmetrænende forældre, så de kan gøre det samme i relation til deres eget barn. De 3 ting er: Afstemning, regulering og aktivitetsanalyse. De 2 første gør mange af os allerede qua vores rolle som forældre og primære omsorgspersoner for vores børn. Den 3. ting er mere grundfaglig for ergoterapeuter – og derfor noget vi som forældre, skal lære mere fra grunden gennem vejledningen fra vores terapeut og ved at gøre os erfaringer i praksis.

Afstemning, regulering og aktivitetsanalyse

Afstemning er noget vi alle er disponerede for at gøre naturligt i relation til vores barn. Lige fra fødslen hvor vi får miraklet i hænderne og helt ubevidst ændrer tone, bliver bløde i blikket, favner, svøber og berører det med de fineste bløde bevægelser med fingerspidserne og hvor hele vores væsen gennemsyres af hormoner og følelser, der handler om kærlighed, omsorg og beskyttelse. Det er det vi gør, når vi pludrer med på barnets første lyde og bruger overdreven ansigtsmimik og øjenkontakt i kommunikationen med barnet. Vi skaber i afstemningen en autentisk, nærværende og tryg kontakt – som signalerer til barnet at det er ønsket, at det bliver set og at det kan være tryg i sin overgivelse til kontakten. Vi signalerer at vi beskytter det, passer på det og afgrænser det (skærmer det) for invasion fra en diffus omverden.

Regulering af arousal – dvs. nærvær og parathed til at kunne indgå i en aktivitet eller en social kontakt – er på sin vis lidt samme historie. Det er også noget vi ofte gør umærkeligt uden at tænke yderligere over det – men bare fordi vi kan mærke at det behøves. Det er fx når vi ser et lidt træt og pylret barn, der ikke kan finde ro i en aktivitet og vi lige tager det op og afgrænser det med en ordentlig bjørnekrammer, giver det en flyvetur, klapper en sang eller rider ranke – så det finder ro eller lige får et skud energi og genvinder fokus, til igen at kunne lege lidt, spise lidt eller hvad der nu skal til for at energiniveauet og opmærksomheden genetableres. Det er også de mange ofte unikke ritualer vi udvikler for at berolige og dæmpe vores børn, når de skal finde ro til at sove (personligt har jeg udviklet et dusin ret specielle “moves” og aktiviteter). Men selvom vi til dels gør de to ting allerede, så gør vi det på en ubevidst og ureflekteret måde, hvorfor vi ikke selv hverken lægger mærke til det eller kan tale om og evaluere på det. Samtidigt er der den ekstra hage ved det – at vores unikke børn ikke er som alle de andre. Deres sansesystemer og tilknytningsprocesser har ofte nogle anomalier, som gør det sværere at afstemme dem og som gør, at det kan kræve lidt større indsigt og bevidsthed i interaktionen. Derfor har vi ofte behov for at få det fremhævet og bevidstgjort af vores terapeut, og vi kan med hjælp blive skarpere på, hvordan netop vores barn kan mødes mest hensigtsmæssigt, for at det kan blive en afgørende faktor for succes i træningen. 

Den sidste dimension af det essentielle, men usynlige arbejde i træningen er aktivitetsanalyse. Aktivitetsanalyse handler om at kunne aflæse barnets forudsætninger, fysisk, psykisk, mentalt og færdighedsmæssigt for at kunne indgå i en given aktivitet – samt scanne og finde mulige måde at tilpasse aktiviteten til forudsætningerne; værende det sig en funktionsnedsættelse, en dårlig dagsform, et manglende mentalt overskud eller behov for succesoplevelse osv. Aktivitetsanalyse er mere fagspecifik for ergoterapeuter og derfor den del af “magien” vi har brug for mest eksplicit teori og vejledning i at opøve en evne til. Men den er mindst lige så afgørende for at vores træningsindsats bliver effektiv, som de to andre “usynlige” dimensioner. Det er en treenighed, som er helt central i AKROBAT® filosofien. Den er forudsætningen for, at de aktiviteter vi har udfundet til hvert vores personlige træningsprogram, får en træningsmæssig værdi. Det vil sige : Barnet skal være afstemt, velreguleret og aktiviteten tilpasset dets forudsætninger – foruden dets træningsbehov – for at det kan indgå nærværende i den, finde aktiviteten meningsfuld og dermed blive i stand til at udnytte aktivitetens iboende træningspotentiale. Uden afstemning, regulering og aktivitetsanalyse, som forudsætningsskabende og faciliterende intervention, bliver træningen let mekanisk og aktiviteten udføres for aktivitetens egen skyld. Dermed mister aktiviteten en stor del af sit potentiale til at skabe adaptive responser og dermed de varige forandringer i hjernen, der resulterer i at barnet tilegner sig og fastholder nye færdigheder og kompetencer.

Fra terapeut magi til træner magi

Denne indsigt i den skjulte del af isbjerget har taget noget tid at internalisere. Det er et aspekt af konceptet, som det kan være svært at formidle til udefrakommende – før man har det helt inde under huden selv – og selv der kan det knibe. Indledende lagde jeg mest bare mærke til hvordan Pernille, når hun kom, interagerede med Theodor – og hvordan hun når vi efterfølgende talte sammen, havde absorberet utrolige mængder information, for de trods alt relativt korte møder vi havde haft. Det var som om hun på nogle områder kendte ham bedre end jeg selv gjorde – og så mere end jeg nogensinde havde set. Og ikke bare i en ren faglig forstand – om “muskler, led og sansedysfunktioner” – men som det barn han er, hans præferencer og sensitiviteter, hans personlighed og interesser, hans potentialer, styrker og temperement. Hvordan gjorde hun dét? 

Jeg begyndte at lægge mærke til at hun ofte sætter sig på hug, så hun kommer i Theodors øjenhøjde. At hun ofte imiterer en eller flere af hans bevægelser eller mimik og at hun bruger sin stemmes betoning, til at understøtte hans non-verbale budskaber såvel som sine egne. Samtidig formår hun at udføre den essentielle afstemning, regulering og aktivitetsanalyse i en simultan dans – og bruge både aktivitet og kontakt – regulerende. Skal han fx hæves eller sænkes i arousaltonus – så opstår der umærkeligt et samspil og en legende interaktion, som gør netop dét. Det kan fx starte som en “titte bøh” leg med yoga-hængekøjen imellem dem. Legen er den lille ”intervention” der skal til, for at Theodor kan blive nærværende fra et lavt arousal stadie. Hans interesse fanges og legen kan gradvist udvikle sig omkring yoga-hængekøjen til en slags “fangeleg”, hvor han delvis løber med støtte fra hængekøjen og delvist flyver i sekvenser. Herved har legen fået en ny dimension som intervention, som handler om sansebearbejdning og modulation. Legen fortsætter indtil Theodor har fået lige præcis den tonusregulerende effekt han brug for – med både proprioceptive, taktile og vestibulære input i tilpasset mængde og han igen er opreguleret til at kunne vælge leg, bevægelse og social kontakt efter behov.  Når han er dér, trækker hun sig umærkeligt, så det er hans dagsorden, der får plads, mens hun følger op med små justeringer eller tilbud om hjælp, der lige er tilstrækkelige til at “muliggøre” hans selvstændige udforskning.

Det er som at observere en usynlig dans, hvor hun aflæser og responderer relevant og respektfuldt på hans nonverbale signaler og kører en konstant analyse – et loop af spørgsmål, der søger og finder svar i hans nonverbale signaler – i al kontakt med ham. En analyse som udmønter sig i en knivskarp fornemmelse af hvor, hvor meget og hvordan han skal presses for at opleve ”en tilpas svær udfordring” – men samtidig sikrer den rette graduering til at han får den nødvendige succes. Jeg har gennem praksis erfaring og dialogen i vejledningerne og over telefonen, efterhånden lært at stille nogle af de samme spørgmål og udmønte den samme form for usynlige analyse, tilpasning og udmøntning i konkret regulering og afstemning af Theodors signaler og behov – og ved at det er en proces som foregår på splitsekunder igen og igen af at observere, søge og få svar via hans signaler, på: Hvor er han i tonus/arousal? Hvad har han brug for? Hvad vil han? Hvordan kan aktiviteten tilpasses? Skal jeg øge eller mindske sværhedsgrad i dag? Hvordan er hans humør, form, træthed osv. lige nu? Hvad er barrieren for han kan gøre dette selv? Hvad kræver aktiviteten af ham,, set i relation til udgangsstilling/mobilitet/ udholdenhed – kan han det eller skal jeg kompensere? Og: Hvordan/hvor stor er hans erfaring med denne form for leg/aktivitet/kontekst? Osv. Det er hertil ca. jeg ser – og at der er endnu mere end jeg har fået øje på indtil nu. Og jeg er sulten på at lære mere – på at få det der særlige blik for hvad der er på spil, hvornår, hvorfor – og hvordan jeg skal reagere og intervenere relevant og med størst mulig udviklingsstøtte.

At få fyldt kufferten med flere briller

Observation og deltagelse som faglige metoder er mere end at se. Det er at have en hel kuffert af briller, som efterhånden integreres i en linse med usynlige overgange. Brillerne er teorier, erfaringer og tidligere observationer, der over tid integreres som en del af måden man ser – de bliver et særligt blik. Man ser simpelthen bare simultant meget mere og noget andet end dem, der ikke har samme faglige og erfaringsmæssige baggrund. Med Pernille er jeg derfor helt sikker på at der stadig er mange flere “briller” i spil i en simultan observation – end jeg har formået at afkode på min relativt korte tid som AKROBAT® træner. Hun har givetvis udover de tre fokusområder jeg allerede har fået sat navn på, samtidigt øje for hans ledstabilitet, hans grov- og finmotoriske forudsætninger, kører analyse af omgivelserne, af min interaktion med ham osv. 

En væsentlig del i at opnå “ergo-blikket” og terapeutens “magi” er dialogen med Pernille. Den er klart en forudsætning for at jeg bliver bevidst om hvad jeg ser og hvordan jeg reagerer – og i at få sat teori og faglige know how på. Igennem dialogen bliver jeg bevidstgjort. ”Mit særlige blik” formes og udvikles i takt med analyserne bliver flerdimensionelle, efterhånden som jeg lærer mere, ser mere og spørger mere. Jeg bliver mere skarp på selv at analysere, muliggøre og faciliterer Theodors aktivitetsudførsel. Gennem dialogen bliver jeg mere sikker i min rolle som AKROBAT® træner. Mere detaljeret og nuanceret i mine aflæsninger og interventioner – og bedre i stand til at komme med ideer – men også til at stille både kritiske og uddybende spørgsmål, samt til at dele og verbalisere min tvivl. Tvivl på mig selv og min udførelse, men også til tider tvivl på om det vi har planlagt i træningen er ramt rigtigt eller måske bør justeres pga. at Theodor er et andet sted, eller har brug for en anden tilgang til samme træningsbehov.

Efterhånden som jeg bliver klogere, internaliseres den viden også i mit blik og jeg glemmer at det var en kuffert fuld af briller. Jeg ser bare og har derfor brug for dialogen for at blive kontinuerligt bevidstgjort og forblive skarp på hvad der virker og hvordan jeg skal regulere og tilpasse aktiviteter til lige præcis Theodors forudsætninger, personlighed og træningsbehov. Jeg glemmer nemlig ofte at jeg ikke altid har “set med ergo-briller” – og hele den del af træningen bliver derfor også usynlig for mig selv. Faktisk bliver jeg mest opmærksom på det jeg har lært/kan, når jeg oplever andres analyser af Theodors behov/forudsætninger mm. er  mangelfuld eller fejlagtig. Det fungerer som en slags tavs viden, der først får ord når jeg skal begrunde/forklare valg eller fravalg til udenforstående. Og det er blevet tydeligt for mig i forløbet, at Pernille har det på samme måde. Hun er afhængig af, at vi som forældre med det blik vi har – som forældre og den fællesnævner vi opøver omkring træning af lige præcis vores barn – bliver italesat som spørgsmål, ideer eller tvivl. Jeg oplever netop Pernilles ekspertise som en umærkelig dans, fordi også hendes faglige viden er internaliseret. Hendes “magi” er tavs faglig viden, som også har brug for at blive bevidstgjort og eksternaliseret, for at kunne gøre optimal gavn i den enkelte hjemmetræning og ift. det enkelte barn. I min tvivl – på mig selv, på metode eller analyse – bliver hun bevidstgjort om hvorfor, hvordan, osv. hun gør som hun gør – og kan bedre derfra forklare, evaluere og eventuelt reorientere. Igennem dialogen med mig og i mødet med mine (udenforstående) spørgsmål bliver hendes tanke, formidling og vejledning endnu skarpere og endnu mere nuanceret.  Hun bliver bedre til at forklare, vejlede og begrunde sine vurderinger og handlinger, når vi har en dialog om det – end når hun alene skal vide og formidle. “Isbjergets bund” er noget af det vigtigste i AKROBAT® konceptet. Og det at få det bevidstgjort, italesat og formidlet er en hel essentiel del af den refleksive praksis – som inkluderer de hjemmetrænende forældre – og som er afgørende for at jeg som akrobat-mor kan møde mit barn, der hvor det er og gøre træningen til en leg, en dans og en kvalitativ del af vores relation.